Billedkunstner, Billedmager Ole Valdemar Nielsen:

Uddannet på henholdsvis Lollands Kunsthøjskole og Skolen for brugskunst.
Ole V. Nielsen har holdt kunstudstillinger siden 1976 og sideløbende arbejdet med vægudsmykningsopgaver og forskellige billedsystemer til udsmykning på private og offentlige institutioner f.eks. Strandparkskolen København.

Fremstilling og demonstration af historiske brugsgenstande i træ på diverse museer: Frilandsmuseet, Sorgenfri, Viborg Museum.

Projektarbejde:
Maribo Bibliotek : moduler, mobiler, indretning og dekoration „Energier i to og tre dimensioner“

“Ånd, sjæl og dramatik“ - træmasker som dekoration i banker på sjælland og i København

Udsmykningsprojekt på Lindevangskolen, Frederiksberg - udsmykning af skolegården med billedfriser og ornamentik.

Vægudsmykning i Adventskirken i Vanløse i „Kulturåret“

Galleri Guggen fra 2006-2008:
Galleri Guggen blev drevet af fire personer (Merete Allen-Jensen, Christina Weisgard, Henrik Maribo & Ole Valdemar Nielsen), der videreførte ånden fra de mange år, hvor Galleri Die Werkstatt holdt til på adressen. Det gjaldt også princippet om nonprofit.

Er aktiv i Formlab.dk med Susanne Hansen-Stavnsbjerg og Christina Weisgard.

Billedmagerværkstedet i Vanløse

Ole Valdemar Nielsen
Billedmagerværkstedet
Jyllingevej 5
2720 Vanløse
Tlf. 38 71 73 11
ole@olevaldemar.dk

Der er ca. 10 minutters gang fra Vanløse station (S-tog & Metro station).

Buslinien 12 har stoppested lige overfor værkstedet.

Ring og bestil tid til værkstedsbesøg på:

Tlf. 38 71 73 11

"Jeg mener, at det er min opgave som kunstner, at udtrykke sjælens sprog.
Sjælen er stedet hvor vi modtager og fordøjer vores indtryk.
Er sjælen fyldt op med begejstring, vil vi afspejle guddommelighed i alt hvad vi foretager os.

Begejstring er en del af mit mål at nå, samt at leve et liv som indeholder taknemmelighed for menneskets størrelse og fylde i en åndelig og fysisk verden."
Ole Valdemar Nielsen 2010

Om billedserien med lokomotiverne:

Lokomotiverne er skabt i en periode hvor jeg ville transformere sorg til energi. Ideen var at skabe nogle lokomotiver med hver deres personlige udtryk. Jeg prøvede at konstruere nogle portrætter, som gav udtryk for alle de dejlige sider som jeg havde oplevet hos min mormor Olga. Ved at bruge lokomotivet som energikilde kunne jeg godt abstrahere fra følelserne og koncentrere mig om energi, kraft og fart. Samtidig synes jeg, at de vidunderlige sider som Olga repræsenterede, passer fint ind i et illustreret mekanisk lokomotiv.

Om træ og arbejdet med dette materiale

Ebeltoft, Jylland

På et tidspunkt i mit liv flyttede jeg til Ebeltofts gamle bydel. Jeg boede på 1. sal i en faldefærdig lejlighed med karbad i køkkenet; lejligheden var fyldt med kakerlakker.
Jeg arbejdede om dagen som skovarbejder, og om aftenen restaurerede jeg lejligheden.
Det var primitive forhold at arbejde under i den lille lejlighed. For at få ryddet kakerlakkerne af vejen, måtte jeg lukke hver sprække i rummene, fra gulv til loft.

Der blev lavet smukt træskærerarbejde i køkkenet et anretterbord, skabe osv.
Det var en stor oplevelse at være i skoven om dagen og fremstille træarbejde om aftenen. Det er den tid i mit liv, hvor jeg har sovet dybest. Når jeg lagde hovedet på hovedpuden, faldt jeg i søvn med det samme.

En søndag, mens jeg boede i Ebeltoft, kiggede jeg i annoncer i avisen vedrørende køb af værktøj.
Én annonce handlede om et snedkerværksted, som var til salg, med maskiner, værktøj og trælager til en overkommelig pris …beliggenhed i København.
Helt spontant ringede jeg og aftalte tid for et besøg i København.

Nysgerrigt tilså jeg værkstedet. Det var et dødsbo og derfor et komplet værksted. På limovnen lå stadig snedkerens sidste halve cigarstump, og maskinparken var en blanding af nye og gamle snedkerimaskiner. Nogle kørte på drivremme. Jeg bestemte mig for at købe værkstedet og dermed realisere en barndomsdrøm. Erfaring med maskinerne havde jeg ingen af, men følte, at jeg nok kunne håndtere disse med tiden.

Det blev min læreplads en hel del år. Jeg fik den idé at åbne værkstedet som et fællessnedkeri for håndværkere, der kunne leje sig ind og arbejde på stedet med egne produkter. Vi blev en lille gruppe, som arbejdede der, og en masse møbler blev fremstillet.

Jeg lærte håndværket ved at følge processen i værkstedet - ved at iagttage og lytte til hvordan håndværkerne arbejdede med træet.
Hurtigt opdagede jeg, at jeg havde en fortrolighed med materialet; jeg kunne improvisere i timevis, når jeg var sammen med mine kammerater i et lokale fyldt med nyindkøbt træ. Jeg følte mig hjemme i dette område, og havde mod nok til at føre mine intentioner ud i livet. Alt var muligt.

Udsmykning i Adventskirken under kulturåret med et værk af Ole Valdemar Nielsen

"Man må godt være menneske"
Tekst af journalisten Inge-Margrethe Madsen

”Ganske vist ligger Adventskirken lige overfor hvor jeg bor, men det er nu ikke ofte, jeg går derover. Jeg tager hverken afstand fra Gud eller kirke. I hvert fald ikke den almindelige kristne danske kirke. Jeg har både gået i Søndagsskole og syet små undertrøjer med kulørte borter til børnene i Afrika, da jeg var barn. Og indimellem vil jeg gerne være præst. Men … jul, bryllupper, dåb, begravelser – det er dér jeg kommer i kirke.

I søndags var der imidlertid fernisering på Ole Valdemar Nielsens collage, der skal smykke kirken de næste par måneder. Og det var også en slags fernisering for den nye sognepræst, Lene Hjære Hansen, der blev indsat af Provst Hermansen og den nye
kordegnvikar Hjejl Resen Steenstrup.
Kirken var fyldt med folk. Orgelet intonerede, trompetisten trompeterede og 3 skikkelser i mørke flagrende præstekjoler med hvide kraver skridtede op ad
kirkegulvet. FDF’erne stod fanevagter og kirken var pyntet med orange kejserkroner og grønt. Alteret havde fået udvidet sin kraft ved en cirkel delt i to med Ole Nielsens 2X 4 meter store udsmykning i hvidt, blåt, lilla, guld og sølv og bordeauxrødt. Med frøet i midten, menneske i ring udenom og atter udenfor: det universelle, det guddommelige. Den udsmykning klæder den enkle kirke. Måtte den få lov til at blive hængende.

Og måtte også den nye præst finde så megen glæde og fornøjelse ved sin gerning, at hun bliver ”hængende”. Den pige, kvinde, præst har noget på hjertet, og hun har en god evne til at få det sagt. Der opstod et menneskeligt fællesskab i hendes hænder i kirken dér. Uden øllebrødsbarmhjertighed og floromvundne ord. Det var direkte tale, det var nutid. Og besværgelse af den ny tids trend med udskillelse af de ikke-effektive mennesker og grupper. Her handler det om alle mennesker. Ingen bliver restgruppen i kirken. Livet – nyt hver dag og ikke bundet op på alle de ting, menneskene har fået spundet det ind i: Regler, aftaler, organisationer, sammenslutninger. Men dugfriskt. Mennesket med mulighed for at bestemme sig for noget andet end alle de bekymringer, rammer og net, der ligger over det. ”Til Helvede med … ” som Lene Hjære Hansen så herligt udtrykte sig. Og helvede fik sin
gammeldags betydning tilbage.

Man må ikke klappe i kirken, ikke spørge, ikke kommentere. Men man må godt klappe i sit hjerte, og man må godt synge med. Menigheden må også godt svare på det, præsten spørger dem om, bare den følger teksterne. Og det er nok den første kirkegang, jeg har oplevet, hvor så mange mennesker svarede igen på præstens sang. Det gør man åbenbart i Adventskirken

Det er mærkeligt at opleve, at midt i vores mærkelige teknologiske cyberspacetid, sidder der en stor gruppe mennesker som åbenbart jævnligt mødes i kirken, og tænker på en anden måde end i den hidsige hverdag. Tænker på ånd og fællesskab, Gud og mennesker. Som overlevende i en oase i ørkenen. Lige for enden – eller begyndelsen – af Sallingevej.”